En stor buk og en endnu større oplevelse på Samsø
Vi er glade for at kunne præsentere Nikolaj Nielsen som vinder af månedens indlæg for marts 2025! Og det er ikke uden grund – for ud over et imponerende billede af en særdeles stærk buk fra Samsø, delte Nikolaj også en stemningsfuld fortælling fra sin jagt i frugtplantagen.
“Pürsh jagt i frugtplantage er og blir det mest interessante. Spejde forsigtigt op og ned mellem rækkerne, og skulle finde bukken fri mellem træerne uden at blive opdaget, er ikke en nem mission. Kunsten var at holde pegefingeren lige, før den udpegede buk vidste sig frem. Super fed oplevese og et eksemplar der er langt i mellem.”
Vi elsker at se, hvordan jagten bliver både en naturoplevelse og en disciplin i tålmodighed, og det her billede og fortælling rammer plet. Stort tillykke til Nikolaj – og tak for at dele oplevelsen med fællesskabet!
Bukkejagten nærmer sig…
Vi kan næsten ikke vente på, at bukkejagten starter den 16. maj, og vi håber at se endnu flere stærke historier, billeder og trofæer herinde.
Husk, at alle kan vinde månedens indlæg – det behøver ikke være det største trofæ. Det kan være en god opskrift, en rørende jagthistorie, en video, en oplevelse eller noget helt femte.
Så del jeres jagtglæde og vis, hvad jagten betyder for netop dig!
Vi glæder os til at følge med – og hvem ved, måske er det din historie, vi fejrer næste gang?